Stilling Egnsarkiv
Grunden til arkivet blev lagt på et bestyrelsesmøde i Stilling Borgerforening d.31. juli 1979, hvor man besluttede at arrangere en fotoudstilling under navnet "Stilling i 70 år".
Et par af bestyrelsesmedlemmerne gik straks i gang med at indsamle fotografier og andet materiale, som kunne være med til at belyse byens historie, og det hele blev præsenteret på en udstilling på Stilling kro d. 20. og 21. okt. 1979. Udstillingen var en stor succes, og arrangørerne fik mange opfordringer til at oprette et lokalt egnsarkiv.

Arne Voigt og Lisbet Fisker ved udstillingen i 1979
---

I vores digitale arkiv: DVD af Egon Jørgensen om udstillingen i 1979 og tur gennem Stilling dec. 1991. Varighed: 1:03.
---
En del af de lånte fotos blev affotograferet - andre fik man lov at beholde, og dette materiale dannede grundlaget for Stilling Egnsarkiv, som åbnede i 1980. Af praktiske grunde blev arkivet hurtigt udskilt fra Stilling Borgerforening. Ansvaret for arkivet blev varetaget af Borgerforeningens formand Arne Voigt og sekretær Lisbet Fisker.
I begyndelsen havde arkivet til huse i et mindre lokale ved siden af biblioteket på Stilling skole, men pr. 1. sept. 1983 fik arkivet "egne" lokaler, nemlig i fløjen ud mod Gramvej, hvor der blev stillet et lokale på ca. 25 kvm (med vindue) samt et aflåseligt arkivrum til rådighed. I samråd med overbibliotekar Preben Nielsen, Skanderborg bibliotek, blev der indkøbt div. arkivskabe, skrivemaskine, fotoudstyr (men ikke kamera!) samt et par borde og stole. Preben Nielsen var meget velvillig og hjælpsom.
Arkivet havde åbent 2 aftener om måneden, men interessen var desværre dalende - man havde helle ikke mere de mange fotos fra udstillingen at byde på. Tiden og interessen for emnet var endnu ikke slået igennem, men i nov. og dec. 1984 blev der dog etableret en mindre udstilling på Stilling bibliotek.
Arne Voigt flyttede fra byen i 1983 - og Lisbet Fisker flyttede i 1986, men havde da overladt det arkiv, der var opbygget, til Stilling Borgerforening.
I perioden fra 1985-86 var flere personer aktive med arkivet, bl.a. Astrid Hansen, Uffe Jochumsen, Hans Kaae, Ebbe Larsen, Mogens Maigaard, Svend Pedersen og Poul Jensen.
---

I anledning af Stilling skole 25 års jubilæum udgav Stilling Egnsarkiv et værdsat skrift med titlen "Skolehistorier(r)".

---
I juni 2005 blev materialerne fra Stilling Egnsarkiv overladt til Skanderborg Egnsarkiv.
Lisbet Nielsen, marts 2009.
---
Artikel i UgeBladet d. 24.10.1979:

---
Århus Stiftstidende okt. 1979:

---oooOooo---